Grønlandsk selvstyre

05-08-2009
Advokat Peter Schriver fra vores kontor i Grønland, Nuna Advokater, har udarbejdet et indlæg om indførelse af selvstyre i Grønland.

Efter at den grønlandske befolkning den 25. november 2008 ved en folkeafstemning med et stort flertal sagde ja til indførsel af selvstyre og efter Folketingets vedtagelse af Lov om Grønlands Selvstyre, er der pr. 21. juni 2009 indført selvstyre i Grønland.

Med selvstyrets indførsel har man nu skabt mulighed for, at hjemtage en lang række sagsområder fra den danske stat. Nogle af de 33 områder man har mulighed for at hjemtage er råstofområdet, politi, retsvæsnet, kriminalforsorgen, arbejdsmiljø samt finansiel regulering og tilsyn.

Råstofområdet er, på grund af dets potentiale som et fremtidigt grundlag som en bærende indtægtskilde, det første område Grønlands Selvstyre vil hjemtage. Når råstofområdet bliver hjemtaget – hvilket forventes at ske den 1. januar 2010 - vil det indebære, at Grønland får ejendomsretten til at råde over og udnytte undergrundens ressourcer. De første skridt til hjemtagelse af råstofområdet er taget. På nationaldagen i år d. 21. juni – samme dag som selvstyret blev indført – blev den danske stats aktier i Nunaoil A/S således overdraget til Grønlands Selvstyre, så selskabet nu ejes 100% af Grønlands Selvstyre. Derudover er man i gang med at udarbejde en ny råstoflov, der forventes at træde i kraft den 1. januar 2010.

Grønlands Selvstyre vil fortsat modtage bloktilskud fra den danske stat. Tilskuddet er fastsat til 3.3 milliarder kr., som årligt vil blive reguleret i takt med pris- og lønniveauet i Danmark. Den økonomiske forskel i forhold til den tidligere hjemmestyreordning ligger i, at man med selvstyre selv skal finansiere de sagsområder der hjemtages. Før selvstyrets indførsel blev dette finansieret af Danmark. Råstofområdet har ligeledes betydning for bloktilskuddet. Ved indtægterne fra råstofudvinding vil de første 75 millioner kr. årligt gå ubeskåret til Grønlands Selvstyre. Ved indtægter udover de 75 millioner kr., vil den danske stats bloktilskud blive reduceret svarende til halvdelen af de derudover liggende indtægter.

Overordnet medfører indførelsen af selvstyre, at der er indgået et nyt partnerskab mellem Danmark og Grønland, hvor Grønland anerkendes som et folkeretssubjekt, der selvstændigt kan indgå forpligtelser i forhold til omverdenen, og at Grønland som folkeretssubjekt til hver en tid har ret til selvbestemmelse.

For yderligere informationer vedrørende det nye grønlandske selvstyre se:
http://dk.nanoq.gl/Emner/Landsstyre/Departementer/Landsstyreformandens%20Departement/Selvstyrekontor/Publikationer.aspx  

Hvis du ønsker at vide mere om grønlandske retsforhold er du altid velkommen til at kontakte Nuna Advokater, www.nuna-law.gl